| Notater |
- SPILLEBROK, Bernt A.
Bernt Atlakson Spillebrok, lærar, dekn, målar, spelemann, emissær og ordførar frå Øygarden i Fjotland, kjent for å ordleggja seg slagferdig og løgje, samstundes som haugianaren Spillebrok var ein alvorleg forkynnar og god menneskekjennar og sjelesørgjar.
Spillebrok var fødd 28.7.1802 og døydde 12.1.1886.
Spillebrok byrja lærargjerninga etter prøve hjå presten i Vanse på Lista i 1823. Han hadde lærarpost i Fjotland frå 1826. Han var kyrkjesongar i Fjotland frå 1824, og hadde òg kyrkjesongarombodet for kortare tid i Hægebostad (1829-30) og Spind (1853). Han var lærar i Kristiansand i 1854. Han var sidan lærar og kyrkjesongar i Fjotland til han gjekk av for aldersgrensa i 1864.
Nogle Aar før, 27. December 1827, indgik han Ægteskab med Anna Andersdatter, født paa Røinestad i Kvinesdal den 3. Februar 1803, en Datter af Gaardbruger Anders Askildsen, der døde 16. Marts 1843, og Hustru Anna Osmundsdatter, som gik bort 1853.
«Hun delte sin Mands kristelige Opfatning, deltog i Børneopdragelsen, der dreves paa en rosværdig Maade, og var en dygtig Hustru, arbeidsom, forstandig og økonomisk».
Spillebrok var fyrste ordføraren i det nyskipa Fjotland herad. Dette var i 1837 då Formannskapslovene gav meir utstrekt, lokalt sjølvstyre. Han sat til 1841 då Fjotland gjekk i samband med Kvinesdal og Feda.
I ungdomen var Spillebrok kjent som spelemann. Han dreiv òg som målar og rosemålar. Også som forteljar sette han merke etter seg: Det er nedskrive mange, humoristiske småhistorier etter han.
Som emissær for Lutherstiftelsen og indremisjonen i Kristiansand reiste Spillebrok mykje på Agder, men var jamvel heilt til Romerike.
Spillebrok fekk utmerking frå regjeringa for lærararbeidet sitt i 1839.
Bernt Spillebrok
1. Sjølbiografi
Jeg Bernt Atlaksen, er født den 28 Juli 1802. At kunne arbeide til de Unges Dannelse har stedse været min Lyst. Jeg søgte derfor fra min tidligste ungdom af at erhværve mig de for en skolelærer nødvendige Kundskaber, hvilket uagtet mine Foreldres ringe Formues Omstændigheder, også lykkedes.
I Aaret 1822 blev her i Fjotland Sogn oprettet et nyt Skole-District, hvori jeg af vor daværende Sognepræst Pastor Dürborg fik løfte at skulle vorde ansat som Skolelærer efter at han ved Prøve havde fundet mig beqvæm dertil; men for 5 Spdr. Vinding tok overnævnte ikke i Betænkning at bryde sit løfte. Kort efter kom til overnævnte Præst Dürborg skrivelse fra Provst Abel paa Vansøe med Anmodning at det maate blive undersøgt om her i øvre Qvinnesdals Præstegjæld fandtes Subjecter der kunde og vilde være Skoleholdere der, da han i sit Kald manglede saadanne, -- Jeg infandt mig da paa Vansøe Præstegaard den 4de Februar 1823, hvor jeg da, efter at have underkastet mig den befalede prøve, blev ansat som Skolelærer i Vansøe Sogns første District, hvortil jeg først erholdt Beskikkelse den 23de Februar 1824,- Jeg begyndte da i November Maaned 1823 at holde skole paa Gaarden Frestadhei, og vandrede saaledes om hos 72 Gaardbrugere, hvor jeg da var ganske ukjendt blandt alle.
Den 29de April blev jeg const. til Kirkesanger i mit Føde Sogn, hvor jeg samme Dag, som var Bededag, begyndte at forette som saadan. Fra Nytaar 1826 blev det mit Alvor at hvad der kunde tjene til min Fred. Imidlertid tilbragte jeg den største del af denne Vinter i Angst og Sorg over mine Synder, hvilket foranledigede mig til at gjøre Bekjendtskab med den gode mand Hans Peder Bau som opholdt sig paa Gaarden Knivsland, ham tror jeg var det Redskab Gud vilde bruge for at lede mig fra den vildfarende paa den rette Vei. Den 7. Nov. tog jeg Afskeed fra Vandsøe med skriftlig godt Skudsmaal og bedste Ønske af Provst Abel om mit Fremtids Vel.
Fra 29de April 1825 til 12te Nov. 1826 reiste jeg som Skolelærer i Vansøe derfra til Fjotland hver Gang Gudsteneste der skulde afholdes, for at forette som Kirkesanger. Da erholdt jeg, efter gjort Ansøgning derom, af Provst Cormontan Beskikkelse til Skolelærer i Fjotland Sogn i Thor Tormonsen Stakkelands sted. 9de Sept. 1829 blev jeg const. til Kirkesanger i Heggebostad og forettede der i 1 aar. Formedelst Uvished med Præster under Düborgs Suspention erholdt jeg først, uagtet jeg ved ærbødigst Ansøgning var bleven forflyttet, fast Beskikkelse som Kirkesanger den 25de Februar 1830. 5 September 1832 blev
jeg ansat til Vaccinateur.
Efter længre tid at have befundet mig saare ligegyldig i henseende til mit vigtigste anliggende blev det mig dog i passionstiden og især i Paaskehøitiden 1837 viktigere at fornye pagten med ham hvem jeg flere gange havde lovet Troskab. 1837 den 4de Paaskedag, som var 29e Marts, blev jeg valgt til den Forligelsescommisær for Fjotland Sogn, da jeg fikk 10 stemmer og Ole Qvindelaug 2.- Den 26de April 1837 erholdt jeg Amtets beskikkelse som saadan og fungerede første gang paa Gaardejn Homme 6te Mai samme aar. I aaret 1839 blev jeg, uden selv at vide det, anbefalet af Sorenskriver Garmann og Districtslæge Kraft til Professor Keilhaus Ledsager over Fjeldene indtil Høiden af Sætersdalen, til hvilken reise jeg skaffede 3 hester. Jeg modtog ham tilligmed en student ved navn Sell ved Øiestrand 18 Juli 1839 og forlod dem igjen efter 15 dage, paa Gaarden Tonstad i Sirdalen. For denne reise fikk jeg 45 spd, hvilke tillige med en som Skoleholderr erholdt Præmie af regjeringen af 20spd satte mig istand til at dække en deel af de med mine husebygninger 1837 forbundne omkostninger. Samme høst - næmlig 1837 - blev jeg tilligmed Ole Jacobsen og Sven Moland valgt til Formænd. Disse valgt mig igjen til Ordfører, og som saadan vedblev jeg i 4 aar, og sidste aar blev jeg medlem af revvisjonen for Amtscommuneregnskabet, for hvilket arbeide vi tillagdes 20 spd. hver.
Sommeren 1852 ansøgt jeg og fik Kirkesangerposten i Spind, hvor jeg begyndte tjenesten nyttaarsdag 1853, men vedblev denne kun 1 aar. Derfra flyttede jeg efter opfordring fra et interessentskab til Christiansand, hvor jeg med familie ankom nytaar 1854, og hvor jeg vedblev som Lærer ved en privatskole samt ledede for en deel de private Opbyggelser som i mit Skolelocale fandt sted 2 gange og tildeels ogsaa 3 gange om ugen. Min aarlige løn der var 140 spd. med bolig, brænde osv,- 1855 fra nytaar tiltraadte jeg min forrige stilling i Fjotland Sogn.
I Juli Maaned dette Aar 1864 nedlagde jeg mit Ombud som Kirkesanger og Skoleholder, og min Søn Andreas blev constituert i mit Sted. October 1865 blev jeg valgt som Commissær.
Fra Mai til Marts 1871 virkede jeg i Christiansand i den indre Mission, og siden fortsatte jeg min Virksomhed som Emissær i Farsunds og Flekkefjords Fællesforeninger.
1873 Virkede jeg i Lutherstiftelsens Tjeneste i Farsund, Vanse og Spind 1 Maaned, i Liknæs Sogn 1 Maaned, i Næs paa Rommerige 1,5 Maaned, i Grimstad, Fjære og Landvig Sogne 1,5 Maaned, i Lyngdal 1 Maaned, tilsammen 6 Maaneder.
<2>
Bernt var målar og spilemann i ungdommen. Han og ein setesdøl måla kyrkja i Åseral, og so fall dei ut uppe på stellingi. Bernt baud hin på seg, og han svara: " Ja er kje du redde for ditt liv, so er kje eg redde for mitt".
So rauk dei i hop der uppe. Bernt fekk den andre under seg og maurheldt han, ellers kunde det ha gjenge gale.
Han spila i eit brudlaup. Men så kom det tvo spilemenn frå Tonstad, og det spila ein tritur på kyrkjebakken som ikkje Bernt kunde, so han mannleg måtte slutta og spila. " Men så gjekk eg inn på kvinnfolktrevet til Torborg Lindeland og fekk henne med , og så tralde ho og spilte eg te eg kunde den trituren." So då brudfolket kom ut att or kyrkja, då spila Bernt trituren han ög. "Er det kje Syndleg" sa Bernt når han fortalte um dette.
Folk minnest so mange ord etter Bernt. Han var på Veggeland skolen ein gong. Um kveldane sat han og gjorde treskeier, og det var han helst ring til. Sigmund Veggeland var so god til å laga skeier. So Lånte Bernt ei av skeiene til Sigmund og la på emnet og strika av. Men då skeii var ferdig, hadde ho fenge samme skap som dei andre skeiene hans. "Eg er nok den same Beren" sa han då.
Han fekk mat i Runnå ein gong. "Dette tunnbrødet er så seigt, eg veid kje um du fær toggje det" sa Torborg. So kom Tor inn og sa det same: "Dette tunnbrødet er så seigt Beren fer kje toggje det" Då tøygde Bernt seg fram: " He du noge bed, så kom med det!".
Bernt var på Fjotland med skulen ein gong, og so kom pennekniven hans vekk. Dei skreiv berre med fjørpennar då. Ingen vilde tilstå kven hadde kniven. "Eg lyd gjera ette for å sjå kven he kniven min" sa Bernt. So sette han stovebordet midt på tilet og ein stor hoggestabbe uppå. Borni måtte leggja høgre handi på bordet oh halda hovudet under bordet. Sjølv satte han seg på stabben med ei stor boløks. "Nå det he vore eit bil, så ser eg kven he teie kniven, og då lyd eg hogga a den honde" sa Bernt. Han sat lenge og tagde og sa so med grovt mål: "Nå ser eg kven he teie kniven, nå høgg eg!" Då var det ei hand som kom ned av bordet i ein fart. I Ydr-Åsen førde borni sund ei rute ein gong, og ingen vilde tilstå og ingen bisa. Så såg Bernt stivt eit bil på kvar og peika so på ein og sa: "dør side karen"
Det var ei kjering som kjærde seg ho var so stor ein syndar. "Ja du ska nok vera med det sværaste" sa Bernt.
Men då blei kjeringi sinna: "kven er det som he sagt det, er eg verre hell andre?" -- Ein mann sat og lasta på seg sjølv ein kveld. Bernt sat som han halvsov. Då mannen var ferdig rette Bernt på seg: "Eg he alle kjent deg bed hell du er, godnatt" og so gjekk han.
Andreas Mygland var i hop med Bernt stundom i sine unge dagar. Dei kom frå Fjotland ein ettermiddag. Det var kaldt og regn. Då dei kom til Mygland spurde Andreas: "vil du kje vera med heim ei stund?" "Eg he kje tenkt anna på" svara Bernt.-- Andreas fortalte og at Bernt kom åt Vesterdalen då dei bygde veg der. Han kom i tale med eit arbeidslag og sa: "Johanes den døber va au ein vegarbeidar. Han bygde au veg. Men ko tru dei, bygde han veg frå okke te Gud hell frå Gud te okke?" Dei sto og tenkte ei stund, og so måtte dei segja at det var nok frå Gud til oss han bygde veg. For me kann alltid finna vegen til Gud berre me vil. Det er verre for Gud å koma til oss.
Han var til middag hjå Willie, og Willie sat og skrepte av kjøtet. Men Bernt sa: "Det er så seigt dette kjødet, det er jo nesten råt".
Anna kjeringi hans var frå Røynestad. Den dagen ho skulde koma til Øygarden, gjekk Bernt ut og inn i dørene. "Er ho kje komen ennå dette mennesket? Ja ho kjeme visst". Så kom han inn, og då var Anna komi og sat i omnskråi. "side du døran i krone" sa Bernt.
Det var ein av dei gamle skolegutane som kytte av Bernt, at han hadde vore so god ein lærar, og ingen hadde fenge slik upplæring som dei. "kan du stava te graud" spurde Bernt. "G-r-o-d" stava hin. "det var ringt" sa Bernt. "kann du stava gjort?" "J-o-r-t" "det var galt" sa Bernt "gjerning då?" "J-e-r-n-i-n-g". Slik helldt Bernt på og spurde, og hin stava galt. "du må gå i skulå atte" sa Bernt då.
Bernt kom inn til ei gamal kjering ein morgon. "Nå vil eg komformera deg" sa han. "Ja, det kann nook trengjast" svara ho. "Du he nok gjort mygje vondt du som er så gamål" sa han. "Ja, det feila nok ikje på det" meinte ho. "koslags vondt he du gjort?" "Å, eg he nok gjort addeslags vondt" "He du fare med lygn?" "Å det he kje vore så idda med det" "He du stole då?" Nei det trudde ho ikkje. "He du drebe nogen?" Nei det hadde ho slett ikkje gjort, kor ille det enn var med henne. "Du veid nok alle ko gale du he fare" svara han. Då blei kjeringi harm og slo hendene i hop "Det er då fælt det folk kann luga på meg" "Det er nok altfor sant" sa Bernt. "Kven er det folk seie eg he drebe då?" spurde ho. " Det er ingjen mindre hell Guds eien son. Han måtte ned frå himmelen for di skuld, du va med og hengde han på korset. Så he du stole æra frå Gud, nå du he gjort noge du meinte var godt. Du he vore kry og meint og sagt: . Men det er Gud som he gjet deg helsa og evne te alt, han burde ha fengje både takk og æra a deg. Og det du gjere og det du er, skille vera slig at du ligna Gud. "Ver slig som far dokka i himmelen" sa meisteren" Kjeringi som fortalde dette slutta med "Eg ska seia eg blei komformera, eg gløyme det alle"
<3>
Bernt var fyrst lærar på Lista. Då han for heimantil hadde han med seg fele i eit kvitt felehus. Han stogga på Langebakk og såg heimyver. Då stod Signe, mor hans, på Bakkjen og gret.-- Han datt i sjøen attmed ei bryggje ein gong. Det fyrste han tenkte på då han sokk var at mori vilde syrgja slik på han. Og so tenkte han på de nye hatten som han just hadde kjøbt. Sume segjer at det sette seg ei stor vassbuble um hovudet hans. Ein mann som kunde symja hadde set då han for uti og dukka etter han.
Når han reiste som emissær og kom inn i eit hus, fortalde han gjerne ei soge eller ein stubbe med same han hadde sett seg.- Han var god til et.- Eller og song han eit vers. Han la vigt på at ein ikkje måtte vera for snar med trøyst, for då kune ein skipla Guds Ånds arbeid. Det var ein mann som fortalde: "Eg var komen i uro for mi sjel og gjekk til Bernt. Eg sa, at når eg las bibelen var det som alle dei stader høvde på meg, der det stend at Gud er harm. "du he nok lese rett" sa Bernt. Men då heldt eg på å missa svemnen. Nokre dagar etter kom Bernt til meg og spurde korleis eg no hadde det, og eg sa korleis det til stod. Og då fekk eg andre ord av Bernt, då han skyna det var alvor med meg". Ut frå det sama synet like ikkje Bernt at nyumvende var for snare til vitna. Det kunde so lett bli ein grunn kristendom.
I 1869 gav han frå seg garden og fekk då tid til å fara som bibelbud i dei sammskipnadene det då var. Han var heilt på Nes i Romerike. Det er vel presten Brochmann som fekk han dit. For gode 20 år siden var Tobias Bergesli i bygdene upp for Arendal, og der mintes dei Bernt enno. Likeins hev det vore i Gjerstad.
Etter uppmoding søkte han i 1872 å bli bibelbud i Lutherstiftelsen og la ved dette vitnemålet:
Bernt Aslaksen Spillebrokken har i flere Aar tjent Farsunds Fællesforening for Hedningemissionen som dens Emissær. Vi havde i denne tid lært han at kjende som en til saadan og lignende virksomhed særdeles velskikket mand. Som forhenværende skolelærer har han grundig bibelkundskap og staar fast paa evangelisk-luthers grund. Naar hertil kommer et stille bramfritt væsen, en rig kristelig erfaring og mangeaarig kjendskap til folket i disse egne, kunne vi trygt anbefale han paa det varmeste som bibelbud eller emissær saavel i den indre som ydre missionstjeneste, spesielt i de her omliggende præstegjeld.
Farsund den 27 Juli 1872
A.G. Flood Katheket, K.A. Abrahamsen
I 1850 var Bernt fyrste varamann til stortinget frå Lister og Mandals amt. Han døydde 12 Januar 1886.-- Her er eit vers han song so tidt:
"Saa længe du har Maal og Mund
Da sig Gud Lov af Hjertens Grund
For alt det gode som mod dig
Han gjør saa ved og faderlig
Ved Ham du er, og frelst du gaar.
Ved Ham i Nøden du bestaar."
<4>
I verket hev Heggtveit ikkje so lite um Bernt. Den karakteristikken han gjev av Bernt byggjer på det professor Ludvig Daae hadde fortalt um han. Han kjende Bernt personleg. Me tek med noko av Heggveit: "Hertil kom, at han ikke længe efter (1826) begyndte at bekjende sin Tro for sine Medmennesker baade i det daglige Liv gjennem Oppbyggelsessammenkomster. Og det viste sig snart, at Gud havde skjænket ham betydelige Gaver baade til at vække de aandelige Sovende og vise dem Livets sande Vei.- Han holdt i Regelen Husandakt, særlig og Aftenerne. Naar han holdt Opbyggelser, havde han let for at forklare, udlægge og anvende Guds ord paa det praktiske Livs forskjellige forhold: der var god sammenhæng i hans taler fra først til sist. Han paavirkede først og fremst erkjendelsen, viljen og samvittigheden og eiede desuden en særlig evne til at tale privat med folk og give kristelige veiledning under alle livets forhold, fornemmelig ved syge- og dødssengen.
Sin Lærergjerning drev han med stigende dyktighed og vandt stor anerkjendelse baade af foreldrene og sine foresatte. Et udtrykkk herfor ar at han i 1839 fik en præmie som skolelærer af regjeringen paa 20 spd. Desuden modtog han mange beviser på almindelig tillid.
Overalt var han ved sit elskværdige vvæsen, sin beskedne, fordringsløse frremtræden, sin rige indsigt i Guds ord, sin store kristelige erfaring og sit faste, lutherske standpunkt en kjær gjest baade blandt læg og lærd, og der er beviser for at han blev mange til velsignelse: han bilagde med visdom splid og uenighed og virkede kristlig og kirkelig samlende og opbyggende. Saaledes vedblev han at arbeide ufortrødent og betydningsfulldt i mange aar, indtil alderdommen tvang ham til at inskrænke virksomheden til hjembygden.
Men her fortsatte han utrættelig tild et sidste. Som næsten alle gamle Haugianere stod han i et godt forhold til Presterne, ikke mindst i sin hjembygd: særlig var dette tilfældet med sogneprest Didrik Hegermann Brochmann der virkede i Kvinesdal fra 1841-1856. Hans stedsønn, nu afdøde Professor Dr. Ludvig Daae, omtalte ofte med den største høiagtelse og anerkjendelse Bernt A. Spillebrok baade som Lærer, kommunemand og lægprædikant.- Til brødremenigheden stod han i et venligt, anerkjendende forhold; han besøgte af og til dens representant Hans Peter Bau der boede paa Knivsland i Vanse, og blev gjæstet et par gange af privatlærer Stephanus Due fra Stavanger. I Juli 1864 tog han afsked som kirkesanger og skolelærer efter at have virket i skolens tjeneste med særdeles dygtighed i 41 aar. Hans kristelige opfatning var sund, hans læsning forholdsvis alsidig; særlig var han meget fortrolig med den lutherske kirkes beste opbyggelseslitteratur baade i ældre og nyere tid. Han var ogsaa glad i C. O. Rosenius's skrifter. Han havde et roligt sind, var en harmonisk udviklet natur og en mild evangelisk kristelig skikkelse, som det gjør godt at stifte bekjendtskab med"
|
1802 - 1886 (83 år)
